Hver femte dansker vælger cyklen i ferien

Foreningen Dansk Cykelturisme arbejder på at gøre Danmark til et af verdens bedste cykelferielande, både for udenlandske og danske turister. De sidste er der nemlig også mange af: En ny analyse fra foreningen viser, at hver femte dansker har været cykelturist i løbet af de sidste to år. 

 Hjemmemarkedet har i mange år været et fokusområde for dansk cykelturisme, og nu bekræfter en omfattende analyse det store potentiale. Vi cykler gerne på ferie, og vi cykler gerne i løbet af ferien, både ud i naturen og fra hjemmet eller ferieboligen til landets kulturelle seværdigheder.

Hver femte dansker har ferie-cyklet inden for de seneste to år. Heraf var 20 % på en egentlig cykelferie med cykling i centrum, mens resten cyklede dagsture på ferien eller i fritiden. To ud af tre cyklede i Danmark.

“I gennemsnit cykler turisterne forbløffende langt,” fortæller Jesper Pørksen, der er sekretariatsleder i Dansk Cykelturisme. “29 kilometer om dagen og 216 kilometer i snit på hele ferien. Og rigtig mange af dem har et konkret mål for dagsturene, fx Louisiana, Hammershus eller Legoland.”

Et stort bidrag til dansk økonomi

Dansk Cykelturisme samarbejder med offentlige og private aktører over hele landet om at højne kvaliteten af de danske cykelruter med bedre infrastruktur, skiltning og overnatningstilbud. Analysen viser, at prioriteringen er rigtig, for over en tredjedel vælger at køre på en officiel rute, og på trods af digitale kort og andre håndholdte værktøjer er ruteskilte stadig mest brugt, når cykelturister skal finde vej.

“Cykelturisterne er vigtige for dansk økonomi, ikke mindst i landdistrikterne, fordi de skaber lokale arbejdspladser,” fortsætter Jesper Pørksen. “De bruger nemlig gerne penge undervejs: Næsten hver anden cykelturist overnatter på hotel eller i lejet feriebolig, og lige så mange spiser på kro eller restaurant. Supermarkederne bidrager i høj grad også med forplejning på turen.”

Natur og fredelige ruter

Danmark er en populær cykeldestination for især tyske turister, som elsker naturen og de lange kyststrækninger. Det samme gør danskerne: Fire ud af fem svarer “Flotte landskaber”, når de bliver spurgt om, hvad der gør cykeloplevelsen god. Cykelstier og begrænset trafik er andre væsentlige parametre.

“Danmark er et fantastisk cykelferieland, og heldigvis oplever vi stor politisk vilje til at udnytte potentialet og trække endnu flere op på feriecyklen, både danskere og udenlandske gæster. Med analysen kan vi målrette vores indsats endnu bedre,” afslutter Jesper Pørksen.

Foreningen Dansk Cykelturisme planlægger at gennemføre en tilsvarende interview-runde i efteråret 2018.

Analysens resultater kan læses her:
Dansk Cykelturisme – Danskerne som cykelturister 2017

Fakta

Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov. I perioden 5.-10. oktober 2017 er der i alt gennemført 1.013 CAWI-interview med 18+ årige, der har været på cykelferie, cykeltur på ferien eller halv- eller heldagsudflugter på cykel.

  • Flest cykler i juni, juli og august, men sæsonen spænder helt fra april til september.
  • De tre vigtigste overnatningsformer er hotel, lejet feriebolig og telt/campingplads.
  • Over en tredjedel (37 %) cykler på officielle ruter.
  • 30 % lejer en cykel.
  • Langt de fleste kører efter skiltningen på vejene, men mange orienterer sig også via en app eller trykte kort.
  • Knap halvdelen af cykelturisterne vælger at få maden serveret på kro eller restaurant. Lidt færre har madpakken med.

Friluftsrådet har støttet analysen med udlodningsmidler til friluftsliv.