Danmark skal have flere cykelturister

Danmark skal have flere cykelturister, og derfor er syv destinationer gået sammen om at vise Danmark frem som cykelland og fortælle om de mange oplevelser, som man nemt kommer til, når man tramper i pedalerne. 12 internationale rejsearrangører er inviteret til Fyn, så de selv kan opleve Danmark fra cykelsadlen. Rejsearrangørerne kommer fra Tyskland, Holland, UK, Frankrig, Italien og helt fra Kina, USA og Canada.

 Nogle holder af at cykle fra sted til sted som en integreret del af ferien. Og så er der alle de andre, der bare nyder at cykle i ferien. Og spørger man de internationale turister, der holder dansk ferie uden for storbyerne, er de ganske mange. Faktisk svarer hver fjerde, at det ”at cykle” er en af grundene til, at de har valgt Danmark, og hver femte sætter sig da også på cyklen og tager en tur, enten en god lang tur med flere stop undervejs eller bare ned til stranden.

Så Danmark er allerede en destination, som udlandet forbinder med cykler. Men nu skal endnu flere tænke cykel, når de tænker Danmark.  Derfor er en række danske destinationer og aktører inden for dansk cykelturisme gået sammen med VisitDenmark og Dansk Cykelturisme om at få fortalt de udenlandske rejsearrangører om de mange oplevelser, som man nemt og hurtigt kommer til på to hjul.

Tirsdag den 16. maj ankommer således 12 rejsearrangører med speciale i ferie med cykeloplevelser til Faaborg, som onsdag er udgangspunkt for en ekskursion på cykel, til fods, med bus og med færge til en række steder på Fyn, som er klasseeksempler på, hvad Cykeldanmark kan tilbyde sine turister. Det gode liv med alt fra smukke sydfynske slotte og herregårde over naturen i det omkringliggende øhav til smagsoplevelser hos små hyggelige lokale chocolatier og bryggerier er nemlig oplagt at nå på den tohjulede.

  • Vi har inviteret rejsearrangørerne, så de selv kan se de mange muligheder, der er for at give udenlandske turister en god ferie med oplevelser fra cykelsadlen.  Vi præsenterer dem for natur, god mad, hav, attraktioner, historie- kulturoplevelser og for de små lokale perler, så de får en idé om, hvad de skal sælge til deres kunder for at give dem en unik ferie. De gode cykeloplevelser får man typisk i de dele af Danmark, som ellers ikke er særlig kendte i udlandet. Derfor er det vigtigt, at rejsearrangørerne selv prøver livet på to hjul, så de får fornemmelsen for cykelferie i Danmark ind under huden, siger marketingdirektør i VisitDenmark, Janne Henriksen.

Torsdag er der arrangeret workshops –  det vil sige møder mellem rejsearrangørerne og syv danske destinationer, der gerne vil fortælle om oplevelser og cykelmuligheder i lige præcis deres område og måske få et samarbejde med rejsearrangørerne, der kommer fra Tyskland, Holland, Frankrig, Italien, Holland, USA, Canada og Kina.

Stort set hele Danmark er repræsenteret ved organisationerne Destination Bornholm, VisitSydsjælland-Møn, VisitNordsjælland, Destination Fyn Klyngen, Destination Lillebælt, VisitSønderjylland og Destination Sydvestjylland.

Også for Dansk Cykelturisme handler det om at få fortalt udlandet om den udvikling, der er sket i de sidste par år, når det gælder cykelferie. Kvalitetsmæssigt er det danske cykelprodukt blevet meget stærkere, og det skal udlandet have at vide. Herom siger formand for bestyrelsen for Dansk Cykelturisme Peter Ole Sørensen:

  • Cykelturisme er prioriteret i regeringens turismestrategi, og det er vigtigt, at aktørerne i dansk turisme arbejder sammen om at fremme cykelturismen i Danmark. Derfor er vi glade for dette landsdækkende initiativ og for opbakningen og samarbejdet med VisitDenmark, turismeerhvervet, Destination Fyn Klyngen og de øvrige destinationer.

Fyn er valgt som værtsdestination for fremstødet. Det skyldes, at man i Destination Fyn Klyngen arbejder med et ambitiøst projekt, der skal gøre Fyn, Langeland og Ærø er Nordeuropas førende cykeldestination i 2020. Projektet hedder Bike Island 2020 og skal skabe 200 mio. kroner i ekstra omsætning i 2020 fra cykelturister alene. Herom siger forretningschef Thomas Kastrup fra Destination Fyn Klyngen – en del af Udvikling Fyn, der i sidste uge modtog prisen for Årets Cykelturismeløsning 2017 for et nyt cykeludlejningskoncept, der er udviklet i samarbejde med Kildemoes og FriBike Shops.

  • Vi glæder os til at byde de internationale arrangører af cykelrejser og de danske destinationer velkommen på cykeløen Fyn. Med projektet Bike Island 2020 har vi lanceret en international ambition, når det gælder cykelturismen. Set i det lys er det glædeligt, at det er lykkedes at tiltrække så mange og stærke rejsearrangører til dette arrangement. Det vidner om, at vi har et cykelprodukt med international appeal.  Skal vi lykkes med at indfri ambitionen er det dog afgørende, at vi får produktet ud over rampen og markedsført i de internationale salgskanaler, og her spiller netop rejsearrangørerne en vigtig rolle, siger Thomas Kastrup.

Destinationer, der mødes med de internationale rejsearrangører for at fortælle om cykelruter, natur, hav, søer, kultur og historie, attraktioner, overnatningssteder og muligheden for at gøre opleve Danmark fra cykelsadlen er Destination Bornholm, VisitSydsjælland-Møn, VisitNordsjæland, Destination Fyn, Destination Lillebælt, VisitSønderjylland, Destination Sydvestjylland. Herudover deltager en række hoteller, organisationer og cykelvirksomheder.

 Yderligere oplysninger

 VisitDenmark, chefkonsulent Mette Dahl-Jensen, telefon 25 59 31 84
Dansk Cykelturisme, formand for bestyrelsen Peter Ole Sørensen, telefon 40 15 13 48
Destination Fyn Klyngen – en del af Udvikling Fyn, forretningschef Thomas Kastrup, telefon 2178 6757