Ydelser

Lad os hjælpe!

I Dansk Cykelturisme har vi siden foreningens start i 2014 været specialiseret inden for udvikling og formidling af cykelturisme og rekreativ cykling. Vi har gennem årene opbygget stærke kompetencer inden for bl.a. kortlægning af cykelvenlige strækninger, udvikling og tjek af cykelruter, digital og analog formidling, cykelturismestrategier, cykelværtskab og forretningsudvikling.

Derudover har vi stor erfaring med fundraising og projektledelse.

Nedenfor har vi listet nogle af vores mest populære ydelser. Kontakt os endelig, hvis I har brug for anden hjælp.

Uanset om I er medlem af Dansk Cykelturisme eller ej, kan I bruge os til at udvikle cykelturismen og den rekreative cykling i jeres område. Medlemmer får rabat.

Kvalitetstjek af cykelruter

Hvis I vil give cykelturisterne en god oplevelse, skal jeres cykelruter holde en høj kvalitet hele vejen. Fungerer skiltningen, er der huller i vejen, er det trygt at cykle på strækningen, kan man få den nødvendige service undervejs?

Et kvalitetstjek kræver ressourcer, men I kan overlade det tunge benarbejde til os. Vi cykler ruten igennem, fotodokumenterer og leverer en udførlig rapport med anbefalinger til, hvordan I udbedrer eventuelle fejl og mangler.

I Dansk Cykelturisme har vi mange års erfaring med at tjekke kvaliteten af cykelruter. Vi har udviklet vores egen metode RuteTjek, som vi har anvendt til tjek af mere end 5.000 km cykelruter i Danmark.

RuteTjek kan også anvendes til tjek af turforslag – altså ture, der (endnu) ikke er afmærket med vejvisning. 

Pris fra 200 kr. pr. km.

Eksempler på opgaver

Digital visning af ruter

Vil du formidle dine cykelruter nemt og professionelt? Dansk Cykelturisme står bag ruter.dk – den officielle hjemmeside for de nationale cykelruter. Baseret på hjemmesiden har vi udviklet en iframe-løsning, der gør det muligt at vise ruter på en hvilken som helst anden hjemmeside. Det er der allerede en del destinationer, der gør brug af.

Til ruten kan tilknyttes aktører og interessepunkter helt efter eget valg.

Medlemspris for oprettelse af rute: 350 kr. (inklusiv et års abonnement)

Årlig abonnementspris efter år 1: 350 kr.

For ikke-medlemmer er prisen 500 kr.

Her kan du se et eksempel på, hvordan VisitFjordlandet bruger iframe-løsningen.

Design af cykelkort

Det gode trykte cykelkort lever stadig! Trods digitale værktøjer som GPSere og mobiltelefoner har det trykte kort stadig sine fordele. Det giver overblik, det virker også uden strøm, og det kan også bruges som markedsføring af et område. Vi har brugt en del energi på at udvikle et cykelkort, som både er funktionelt og flot – hvis vi selv skal sige det. På baggrund af cykelkortet laver vi også mere generelle friluftskort.

Kortlægning af cykelvenlig infrastruktur

Hvor findes de cykelvenlige veje, der kan aktiveres til cykelfremme? Og hvilke veje skal aktiveres for at få et sammenhængende net af cykelmuligheder? Det er svært at svare på, da der i Danmark ikke engang findes en komplet oversigt over cykelstier og anden etableret cykelinfrastruktur.

Mellem byer er cyklister ofte nødsaget til at cykle på landeveje og øvrige veje, hvor der også kører biler. Men ikke alle veje er lige cykelvenlige. Trafikmængde og kørselshastighed betyder meget for cykeloplevelsen. På stier i naturen er det ikke øvrig trafik, der er problemet, men typisk underlaget.

For at kortlægge den cykelvenlige infrastruktur har vi i Dansk Cykelturisme udviklet en Vejtaxonomi. Med den kan vi kategorisere alle veje ud fra deres cykelvenlighed. Det kan bl.a. bruges til strategisk planlægning af et cykelstinet eller til at kortlægge og aktivere nye rekreative cykelmuligheder.