Kunde: Udvikling Hærvejen
Samarbejdspartner: Rambøll
År: 2023
På en af de nationale cykelruter er en kæmpestor indsats godt i gang. Hærvejsruten, som både indgår i det national og det europæiske – EuroVelo -cykelrutenet som nr. 3, skal sammen med den tilknyttede vandrerute udvikles til en af Europas bedste natur- og oplevelsesruter. Projektet er forankret i Udvikling Hærvejen, som er et samarbejde mellem de 15 kommuner på ruterne. Nordeafonden støtter projektet økonomisk.
Dansk Cykelturisme fik til opgave at lave et kvalitetstjek af den 450 km lange cykelrute. Hen over sommeren 2023 har vi gennemcyklet hver en kilometer af ruten og registreret plusser og minusser undervejs.
Resultatet af gennemcyklingen skal både kunne bruges af rutens ejere, det vil primært sige kommunerne, så de kan prioritere deres indsats de steder, hvor det giver mest mening og værdi. Men et grundig overblik over rutens kvalitet er også vigtigt i formidlingen til cyklisterne, så de oplever den rute, de forventer og ikke bliver skuffede.
Til lejligheden er vores RuteTjek-app blevet opdateret til version 5. Den har efterhånden været vores tro hjælper til tjek af mere end 5.000 km cykelruter og turforslag rundt om i Danmark.
Derudover har vi udviklet en klassifikationsmodel. Med den kan vi tildele cykelruter mellem 1 og 5 stjerner baseret på alle parametrene fra rutetjekket.