Tak for i år!

Tak for i år! Vi runder af med et hurtigt tilbageblik på årets fokusområder og et tilsvarende kort overblik over planerne for det kommende år.

2016

  • I Naturstyrelsens projekt Gør Danmark til et cyklistparadis har vi udviklet pakker med cykelindhold over hele landet, og sammen med Horesta og VisitDenmark har vi afholdt en velbesøgt outdoor-konference i Nyborg. Tak til alle jer, der deltog.
  • Sammen med Tønder, Varde og Esbjerg kommune har vi udviklet mulige løsninger til Rekreative Biveje – mindre veje, som med små greb kan omdannes til rekreative forbindelser.
  • Vi har skabt cykelpakker til 50+ i Silver Cyclists-projektet.
  • I forsommeren landede den nye, nationale cykelkortserie, som vi har lavet sammen med forlaget Legind, i butikkerne.
  • Fjordstien og tre turforslag i Destination Lillebælt er rutetestet.
  • For at komme tættere på vores medlemmer har vi gennemført gratis workshopper med Enjoy Limfjorden, Guldborgsund Kommune og Destination Fyn.

Vi har også haft meget at glæde os over, fx:

  • Den nye strategi for dansk turisme, som nævner cykelturisme som en styrkeposition. Find den her.
  • Transport-, Bygnings- og Boligministeriets pulje med en særlig indsats for de nationale cykelruter.
  • Øget interesse for cykelturisme hos flere destinationer, kommuner og aktører.
  • God medlemsopbakning – Dragør kommune er medlem nr. 30. Se hele medlemslisten her.

2017

  • Denmarkbybike.dk er navnet på vores nye cykelturismeportal, hvor vi vil samle og formidle landets bedste ruter. Den er klar til marts.
  • Den 900 km lange, nationale cykelrute N8 (Østersøruten) skal skiltes. Det er et meget stort projekt, som alle 17 kommuner har fået midler til fra Transportministeriets Cykelpulje. Vi skal evaluere indsatsen.
  • Vi skal kvalitetstjekke ca. 1.500 km af de nationale cykelruter – på cykel, naturligvis. Det er også Cykelpuljen, der har støttet dette projekt.
  • Friluftsrådet støtter et projekt, Viden om cykelturisme, som skal gøre os klogere på cykelturismen og cykelturisterne.

Derudover glæder vi os blandt andet til:

  • at guiden til 66 cykelruter i Danmark udkommer fra forlaget Legind til marts. Den vil kunne købes hos landets boghandlere og i supermarkeder.
  • at invitere interessenter på besøg i Tønder, Esbjerg og Varde kommuner for at se, hvordan man kan omdanne mindre veje til gode og trygge rekreative forbindelser.
  • at præsentere en ny cykelturismestrategi for VisitNordsjælland.
  • at invitere danske og udenlandske turoperatører til Fyn til maj for at blive inspireret til cykelpakkemuligheder i hele Danmark.

God jul og godt nytår fra Dansk Cykelturisme!
Henrik, Peter og Jesper